De forsvundne danskere giver atter lyd fra sig. Vi skriver nu 2014 og nye og spændende eventyr ligger forude. Hvem ved hvad året bringer!?
Som i nok har bemærket, er dette ikke vores oprindelige blog, som jeg skriver fra, men en ny og den, som i fremtiden vil blive delt med jer. Hvorfor nu lave en ny blog? Jo, af den simple grund, at vi har besluttet os for at springe ud i et nyt eventyr- hvor vi vil hjælpe kommende rejsende til Cypern med at finde ud af, hvordan de kommer til Cypern, hvor det er godt at bo samt hjælpe turister, som allerede er her, med at finde ud af, hvad der er værd at se og hvor der er godt at spise.
Besøg på Cypern
Vi både sluttede og startede året med besøg hjemmefra, Mortens forældre var her som sagt den første uge efter Jamies fødsel og mine forældre kom og hoppede ind i det nye år med os.
I nær fremtid vil besøgssæsonen atter begynde, startende med min mor, derpå svigerfamilien og familien Kirkegård, men hvem ved, hvor mange der lægger deres vej her forbi. Vi glæder os allerede til at hilse jer velkommen og vise jer, hvordan vores liv og færden her på Cypern er.
Ercan (Lufthavnen på NordCypern)
Da vi af naturlige årsager ikke var i Danmark til jul og nytår (manglende pas til sidste skud på stammen), valgte vi at tage en uge hjem i februar. I samme ombæring stod den også på 60 og 80 års fødselsdag samt Jamies dåb.
Da vi i sin tid bestilte flybillet til turen, var den korteste tur med afgang fra Ercan (Lufthavnen på Nord Cypern) via Istanbul til Billund. Hvilket også sparede os togbilletten tværs over Danmark fra KBH til Herning.
Turen til Ercan
Vores tur til Danmark started kl 00.00, ifølge rejseplanen vil det tage 2 timer at køre fra vores bopæl i Paphos (pafos) til Ercan. Vores fly afgik kl 4.30, dermed havde vi indberegnet en buffer til diverse forhindringer.
Blå blink
På køreturen ser vi en billist i modsatte retning, som er blevet stoppet af politiet. Morten og jeg sidder så og joker med, at han fik en fartbøde for et par uger siden, og kæphøj som manden jo kan være, så får han lige skudt ud mellem sidebenene, at det er for dumt at blive stoppet når det er mørkt.
Hertil skal lige nævnes, at politiet, i dagslys som i mørke, kører med deres blå blink tændt (dog uden lyd). Fartgrænsen på motervejen er 100km/t, men vi har ladet os fortælle, at holder man sig på 119km/t bliver man ikke stoppet.
Morten har måske ikke helt holdt denne guideline, da det jo er nat (=mørkt og nemt at se politiet) og der er meget meget få biler på vejen.
Til den ivrige læser, må jeg nu skuffe jer, for han bliver ikke stoppet, men men men…. han er dog ved at træde i spinaten – men vælger i stedet at træde på bremsen. Vi når nemlig et stykke med vejarbejde og hastighedsnedsættelse, og der bag en skurvogn, der holder sørme en politibil og gemmer sig – men som sagt ingen forhindring (i første omgang).
Pigtråd & omvej
Vores rejseplan har valgt en rute for os, som vi nøje følger – den endte dog i et pigtrådshegn! Til dem som ikke kender til Cyperns historie, så er Cypern delt op i en nordlig og sydlig del. Den nordlige tilhører tyrkerne og den sydlige cyprioterne – hertil hører sig en masse historie og kampe, som jeg ikke lige kommer nærmere ind på nu. (læs mere her)
På grænsen mellem de to dele – også kaldet den grønne linje – er der som sagt opsat pigtråd (og ikke piktråd, som Morten var så sød at pointere). Der er enkelte steder, hvor man kan krydse grænsen, og denne var ikke en af dem!
Omvejen var dog ikke så slem, men det var alligevel vores første forhindring!
Blå blink (del 2)
Nå, så gik den ikke længere! Kort tid efter vi kører ind i Nicosia står der en betjent og vifter os ind til siden. Det gjorde han dog med samtlige biler, som kom kørende! Det viste sig, at de lavede et rutinetjek på alle biler/bilister. De tjekkede, om der nu var betalt forsikring og vejafgift – derudover skulle de også have lidt info ift. Mortens beskæftigelse, adresse mv.
Heldigvis har vi helt styr på detaljerne og havde papirerne ved hånden (jeg havde lige ryddet op i handskerummet, så det var let at finde de rette papirer)
= forhindring nummer 2!
Grænsen mellem nord og syd Cypern
Vi får egentlig let navigeret os igennem hovedstaden Nicosia, med min fortræffelige navigation
Da vi når grænsen, som heldigvis er åbn, skal vi først vise pas, derpå have lavet visum og til sidst tegne en ekstern forsikring på bilen, da vores almindelige cypriotiske bilforsikring ikke dækker på nord Cypern. (Der gælder nogle helt specielle regler med privatbiler / lejebiler og forsikring, når man krydser grænsen mellem nord og syd.)
Hvor om al ting er, så er klokken nu to om natten og der er selvfølgelig ingen på arbejde i den boks, hvor man tegner forsikring.
For lige at beskrive grænsen (vi måtte ikke fotografere – fandt dog et billed på nettet): Så kører man først forbi et lille skur, hvor der sidder 2 cyprioter (politi) – her skal man først vise pas på tilbagevejen – derpå kommer man til et oplyst område under et ståltag. Her er der så opstillet 8-10 hvide bokse, hvor man så skal ud af bilen og vise pas mv.
Modsvarende i modsatte retning, står der også 8-10 bokse, hvor man så igen skal vise pas og få stemplet sit visum – inden man kører ned til førstnævnte skur og atter viser sit pas.
Nå, men ham grænsemanden, prøver godt nok at undgå, at skulle kalde en mand ind for at tegne vores forsikring – aller helst ville han lade os vente til den første mand møder ind og dermed lade os sidde i bilen med 2 små børn og vente.
Da vi skal nå et fly, kan han dog godt se, at det ikke er en mulighed. Så han får ringet efter en mand, som efter ca. 20 min. kommer og får lavet vores bilforsikring. Det sjove ved dette er så, at han selv har printerpatroner og computer med i sin taske, umiddelbart ikke noget der er stationært i boksen.
Det koster 25 euro for 30 dages forsikring – så ikke en slem pris. Har ladet mig fortælle, at lejebiler kan betale for så lidt som for 3 dage.
= forhindring nummer 3
Ercan lufthavn
Vi kommer videre fra grænsen og er spændte på, hvad der møder os på den anden side. Man har jo hørt så mange historier og fornæmmet de negative vibrationer mellem nord og syd.
For at beskrive det kort, så er der ikke den store forskel. Sproget er tyrkisk modsat græsk, der er måske lidt længere mellem bygningerne, men ellers er byggestilen den sammen og der er ligeledes mange forladte butikker/bygninger. Jeg kan dog ikke generalisere her, da vi jo kun befandt os på de større veje og ikke i byerne eller turistområderne.
Turen til lufthavnen fra grænsen er ikke så lang, dog er det godt med et kort, da man det første stykke ikke kan være sikker på skiltning (og da slet ikke i modsatte retning: lufthavn -> Nicosia (Lefkosia)).
I Ercan lufthavn, som er en meget lille lufthavn, skal man i modsætning til alle andre lufthavne jeg nogen sinde har være i – have scannet al bagage inden man kommer hen til tjek-ind-skranken.
Tror det hænger sammen med, at man først senere er begyndt at scanne al bagage og de har så valgt at gøre det ved indgangen frem for efter tjek-ind – det sparer muligvis også mandskab, who knows. Vi skulle dog igennem et alm. sikkerhedstjek med håndbagage, som vi kender det fra andre lufthavne.
Parkering og ankomst
Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt man kunne have en bil på cypriotiske nummerplader stående uberøt i Ercan (tyskisk del) – men efter en del søgen på diverse forums, blev vi enige om, at det var ok.
Vores bil var også uberørt, kun en smule mere beskidt end da vi forlod den – Morten brokkede sig vist over en fugleklat. Desuden er parkering her noget billigere end i så mange andre lufthavne. 85 lire (ca 35 euro) for en uges parkering.
Da vi kom retur til Ercan landede vi kl. 1 om natten, tror det var en af de sidste ankomster den nat, for vi fik lov til at gå fra flyet og ind til paskontrollen uden der var nogen transferbus eller nogle linjer vi skulle holde os indenfor – vi kunne bogstavlig talt gå hen og rører ved de parkerede fly.
Vi var nok også de sidste til at forlade flyet, da begge børn skulle i tøjet og det tilmed sovende børn – så hvis jeg ikke lige havde set ryggen af en anden passager, så ville jeg ikke have vidst, hvor vi skulle gå hen!
Vi fik også stemplet vores pas og påført at vi har 90 dages visum til landet (nord Cypern), lidt bøvlet, når nu vi i forvejen havde et visum, som blev afstemplet, da vi forlod Nordcypern igen via bil – og også noget, som den kære grænsemand ikke helt kunne forstå: vi var jo kørt over grænsen og så pludselig fløj vi også ind i landet og kørte tilbage over grænsen. Det åbenbart ikke hver dag, at cyprioter benytter sig af den tyrkiske lufthavn. Så må vi se, om vi kommer i bekneb næste gang vi vælger at flyve fra Ercan.
Alt i alt, så var det en god oplevelse at flyve med Tuskish Airways og vi blev mødt med et smil i Ercan (måske fordi Mikkeline er lyshåret og vi havde en baby med?)
En anden pudsig oplevelse var også, at da vi viste pas i lufthavnen, så var det først, da de så, at Jamie var født på Cypern, at de spurgte til vores visum – eller måske gik det først op for dem der, at der ikke var stemplet i vores pas – who knows!
Fædrelandet
Fjerde og femde forhindring på vores tur rammer os først i Billund. Da vi ankommer, beslutter vi, at jeg skal tage børnene med ud til farfar og Morten vil så følge efter med al bagagen. Jeg går mod udgangen og igennem tolden – her undre jeg mig i første omgang over, at der er sat opspæringer op og at alle skal gennem der, hvor de scanner kufferter. Men da jeg kun havde håndbagage, beslutter de, at det er unødigt at scanne det og jeg får frit lov at passere.
Morten derimod, må pænt vente i køen til det bliver hans tur (og vores kufferter kom ikke først ud på bagagebåndet). Han skal så have scannet 3 kufferter samt snakke med en fra beskæftigelsesministeriet, som var ved at tjekke alle der rejste ind, om de nu også havde lov til at rejse ift. dagpenge, kontanthjælp mv.
Lidt af en tidsrøver og det man har mest lyst til er at sætte sig ind i bilen og skynde sig mod Herning.
Det med bare at sætte sig ind i bilen og bare køre, kom hellere ikke til at ske! Det tog nemlig en del tid at finde ud af, hvordan man nu fik fastgjort den ene autostol, da anvisningen ikke var let at gennemskue. Langt om længe kom vi dog af sted og nåede trætte frem til destinationen!
Men hvor om alting er, så havde vi en fantastisk tid i Danmark, travl – men god. Vi fik set en masse dejlige mennesker og fejret både Mortens far, bedstemor og vores søn Jamie.
Udover Herning, så nåede vi også forbi Århus, hvor vi boede inden eventyret på Cypern begyndte. Lidt underligt at man for 2 år siden var ved at pakke sit liv ned i kasser og kufferter – vi har dog ikke fortrudt, trods afstanden til venner og familie. Heldigvis er skype opfundet, så vi er tit i kontakt med familie og venner hjemme i gode gamle Danmark
Det var alt for nu, der vil i nær fremtid kommet et indlæg om Carnival & Green Monday.
/Lotte