Cyperns historie

Cypern stiger op af havet

Olympus bjerget i Trodos regionen (Kilde: wikimedia)

For omkring 92 millioner år siden stiger det næsten 2000m høje Olympusbjerg i Troodos-egnen op af havet. Det omliggende terræn er først senere hen brudt frem fra havets overflade. Cypern består nemlig af tre grundflader; Troodos, Mamonia og Kyrenia, som alle består af  forskellige jordarter og mineralsammensætninger. Alle tre områder blev dannet under havets overflade og er så senere hen steget op til overfladen i takt med jordpladernes forskubning.Troodos værende det første og største område.

Beboelse og import af dyr

De første mennesker kommer til øen og bosætter sig, primært langs nord- og sydkysten. Nogle af verdens tidligste brønde udgraves og der importeres husdyr og indbyggerne bliver selvforsynende med kød og mælk. Der er fundet fortidslevn fra disse personer, som blandt andet kan ses i Larnaca.

Bygning af stenhuse

Der bygges stenhuse i små lukkede byer, som dem der kan ses i Choirokoitia i dag. Befolkningen begynder at fordele arbejdet mellem sig og danne faggrupper.

Udnyttelse af Kobber

Man begynder at udnytte øens rige undergrund og udvinde kobber (Cyprium), heraf navnet Cyprus. Man begynder at handle med bl.a. Lilleasien, Ægypten og de nærliggende øer, hvilket giver øen stor økonomisk velstand. Levantinske immigranter kommer til øen og bidrager med ny teknologi og teknikker til at fremstille statuetter.

Produktion af keramiske genstande

Der produceres kreative keramiske og tin-genstande, hvorpå der males historier om menneske- og dyrelivet i byerne

Handel med Ægiderne

Der fortsættes med at udvinde kobber og man begynder at handle med Ægiderne.

 Linært skriftsprog

Sådan så den kypro-minioske skrift ud (kilde: wikimedia)

Man begynder at skrive lineært som på Kreta ved hjælp af den kypro-minioske skrift.

Fremgang og immigration

Øen oplever stor fremgang og der strømmer mange immigranter til Cypern. De græske immigranter introducerer et nyt sprog, kunst, kultur og guder. Der (genop)bygges byer med vigtige bygninger (kirker/administration/skoler mv.) og byporte i en rektangulær byplan.

Assyrien, Ægypten & Persien

Assyrerne er de første i rækken til at herske over Cypern, efterfulgt af hhv. Ægypten under Kejser Amasis (568-525) og Persien under kong Cyrus (525-333).

Den første cypriotiske mønt

De første cypriotiske mønter bliver fremstillet ud af uædelt metal. Mønterne er baseret på det persiske vægtsystem.

Oprør mod Perserne

Der gøres oprør mod Perserne – byen Salimis straffes for oprøret og oprøret slås ned. Kition bliver en vigtig fønikisk handelsstation.

Alexander den Store

Ptolemy den første (Kleopatras søn)

Da Alexander dør (323) falder Cypern under ægypteren Ptolemy 1. magt, som gør Cypern til en del af det hellenistiske Ægypten. Øens hovedstad flyttes fra Salimis til Paphos, som ligger tættere på Ægypten. Nicrocreon, Salimis’ sidste konge hjælper Ptolemy 1. med at flytte den decentraliserede magt fra kongebyerne og samle det hele under en guvernør i Paphos. Man opretter samtidig et slags demokrati. Da Nicrocreon senere mistænkes for at være gået bag om kongebyernes ryg, brænder han Salimis ned til grunden og begår selvmord. Cypern forbliver en ptolemytisk koloni i 200 år.

Det romerske rige

Cypern bliver indlemmet i det romerske rige i 58 f.Kr. I 40 f.Kr giver den romerske general Mark Antony Cypern til sin elskerinde Kleopatra VII af Ægypten – men blot 10 år senere, ved deres død, gives magten tilbage til Rom. Herefter følger ca. 600 års ro og fred, hvor Cypern er under romersk styre. Der bygges veje og offentlige bygninger. Salimis blev centrum for uddannelse og kultur. I 15 f.Kr ødelægger et jordskælv det meste af Salimis, Kejser Augustus lader det herefter genopbygge i romersk stil. I dag kan man stadig bese disse ruiner og mosaikgulve, der fortæller om mytologien.

Kitos Krigen

Det jødiske opgør i Mesopotanien spreder sig til Cypern og resulterer i 240.000 dræbte cyprioter – Den romerske kejser Trajan slår oprøret ned og skaber ro og fred, samtidig sendes alle jøder væk fra Cypern.

Kristendommen indføres og Cypern rammes af jordskælv

Sankt Paulus’ søjle. Historien fortæller, at Sankt Paulus senere hen blev pisket ved denne pæl i Paphos.

Kristendommen introduceres til Cypern af apostlen Paul (senere Sankt Paul), han rejser rundt på øen og spreder den nye tro. Da han når Pafos får han audiens hos guvernøren Sergius Paulus, som på daværende tidspunkt har hørt en masse om apostlen. Paul bliver drillet af en troldmand under audiensen, men da apostlen Paul er temmelige temperamentsfuld, gør han troldmanden kortvarig blind af bare vrede. Dette får straks guvernør Paulus til at omvende Cypern til Kristendommen. Cypern bliver det første land i verden, der er styret af en kristen. Kristendommen blomstrer på øen og overvinder hedenskaben. Sankt Helana besøger blandt andet øen og efterlader et stykke af det hellige kors i Stavrovouni klostret, hvilket stadig er der, den dag der i dag.

I samme periode rammer en række større jordskælv Cypern og ødelægger flere kystbyer, heriblandt Paphos og Salimis. Salimis genopbygges af Constantine den Store.

Den byzantinske periode

I 395 bliver det romerske rige delt og Cypern bliver en del af det byzantinske rige med Constantinople som hovedstad. Cypern bliver styret af nogle byzantinske herskere, men forbliver dog i kirkeligt henseende selvstyrende, idet Cyperns ærkebiskop overbeviser den byzantinske hersker om, at Cyperns kirke er blevet grundlagt af apostlene.

I 488 får ærkebiskoppen også lov til at bære sceptre i stedet for sit kors, ligesom han også får lov til at underskrive sit navn med lilla blæk – en tradition, som er blevet ført videre og stadig gælder den dag i dag. Mange af øens unikke kirker med mosaikker og kalkmalerier bliver også opført i denne periode.

Den byzantiske periode er en rolig periode, men den bliver snart afløst af utallige islamiske angreb. Det første angreb i 647 er det blodigste og mest ødelæggende, mange kystbyer bleiver destrueret, herunder Salamis. Angrebene fortsætter i flere år og får mange til at flytte fra kystbyerne og trække sig længere ind i landet, hvor de er mindre udsatte.

Justinian II & Araberne

I 688 indgår Justian II (byzantiner) og den arabiske kalif Abd-al-Malik våbenhvile og bliver enige om, at styre Cypern sammen. En aftale der holdt indtil 965, hvor Kejser Forkas sender en hær til Cypern, som skal generobre øen, så den atter bliver fuldstændig byzantinsk. Cypern bliver herefter atter byzantinsk styret af nogle byzantinske guvernører og man vælger, på grund af kystbyernes tilstand, at flytte hovedstaden ind i landet til Nicosia.

Guvernør Isak Komninos, Richard Løvehjerte & Tempelridderne

Den byzantinske periode ville nok have fortsat, men i 1184 erklærer guvernør Isak Komninos sig selv for hersker over Cypern. Lykken varer dog kort, da Richard Løvehjerte i 1191 bliver fanget i uvejr på sin tredje pilgrimsrejse. Et af Richards skibe når Limassols havn, bærende Richards søster dronning Joan af Sisilien og hans forlovede Berengarie af Navarre. Richards skib når dog først Cypern senere, men i mellemtiden har Isak prøvet at kapre den royale besætning, i håb om at opnå løsepenge. Da Richard når frem og hører om dette, bliver han så rasende, at han erobrer Cypern – hvilket er enden på den byzantinske periode. Isak flygter nordpå, men bliver senere fanget og lænket i sølvkæder. Richard Løvehjerte gifter sig med Berengarie af Navarre i Limassol – de bliver viet i Agios Georgios kapellet. Richard Løvehjerte bliver dog syg og udsætter sin pilgrimsrejse et år. Da Richard atter er rask nok til at rejse sælger han Cypern til Tempelridderne, for at få råd til sin rejse.

 Guy de Lusignan & det feudale system

Guido Di Lusignano (kilde: wikipedia)

Allerede i 1192 sælger Tempelridderne Cypern til Jerusalems fordrevet konge, Guy de Lusignan. Lusginan inviterer flere kristne familier fra Jerusalem til Cypern, hvilket viser sig at være en økonomisk force. Lusignan dør dog i 1194 – han begraves i Nicosia. Lusignans bror, Amalric overtager herredømmet og Cypern styres af Lusignans slægt indtil 1478, hvor den sidste Lusignan konge James II gifter sig med en venetianske adelskvinde. Hun bliver Cyperns sidste dronning og hendes styre ender i 1489, da hun under pres overdrager Cypern til Venedig. Under det Lusignanske styrer indføres det feudale system. Cyperns økonomi deles i to, på den ene side er der adlen og den anden pøblen. Cypern blomstrer dog, og der bygges og genopbygges mange bygninger. Især Famagusta blomstrer i en årrække. Genoa og Venedig får dog øjnene op for Cyperns rigdomme og strategiske placering, hvilket resulterer i flere kampe. Genoa får kontrol over Famagusta (i 100 år), hvilket resulterer i byens og Cyperns forfald.

Venedig & det osmanniske styre

Cyperns befolkning får det hverken dårligere eller bedre under det venediske styre. Vendianerne er fremragende handelsmænd og bruger Cypern som base på vej mod Kina. De ver dog bange for osmannerne, som er en konstant trussel. Der bliver derfor bygget ekstra fæstninger i hhv. Famagusta og Nikosia, i håb om at kunne modstå eventuelle angreb.

Det lykkedes dog ikke. Venedig styrer Cypern indtil 1571, hvor osmannerne besejre Cypern. Efter sejren flytter mere end 20.000 tyrkere til Cypern. Cypern er dog ikke af stor vigtighed for osmannerne, og øen bliver styret af tyrkiske guvernører. Guvernørerne undertrykker den latinske kirke og genopretter det ortodokse hierarki, for bedre at kunne styre befolkningen. De græske cyprioter bliver dog stadig undertrykt og skal betale højere skatter. Osmannernes styre er præget af korruption, trældom og undertrykkelse. Både i 1764 og 1833 kommer det til blodige opgør, dog uden at ændre noget.

Pesten slår til

Pesten rammer Cypern hårdt og halvdelen af øens befolkning dør af pest.

Ærkebiskoppen hænges

I 1821 sender ærkebiskop Kyprianos penge til Grækenland, som støtte i kampen mod tyrkisk herredømme, i håb om, at Grækenland vil hjælpe med at befri Cypern fra osmannerne og undertrykkelsen. Det finder lord Mehmed dog ud af, og ærkebiskoppen hænges offentligt, som skræk og advarsel for oprørerne. Yderligere 3 biskopper hænges, da de mistænkes for at stå bag oprørerne. Over 20.000 kristne flygter fra Cypern.

Storbritannien indlemmer Cypern

Tyrkiet og Storbritannien underskriver en aftale, hvori Tyrkiet beholder magten over den sygnende koloni og Storbritannien overtager de administrative opgaver over øen. Storbritanniens hensigt hermed er at oprette en militærbase med en strategisk god placering i forhold til Sydeuropa, Mellemøsten og Afrika. Da Første Verdenskrig bryder ud i 1914 overtager Storbritannien den fulde magt over Cypern. Under krigen tilbyder Storbritannien Cypern til Grækenland, i håb om deres støtte i krigen. Grækenland afstår, da de helst vil forholde sig passivt. Tyrkiet accepterer dog ikke indlemmelsen af deres områder før i 1923, hvor Lausanneaftalen indgås. Aftalen indeholder blandt andet også aftaler om græske territorier med Grækenland.

Cypern bliver selvstændig

Sådan ser Cyperns første fælles flag ud (seneste udgave fra 2006 – kilde: wikipedia)

Den græsk cypriotiske befolkning er positive stemte over for Storbritanniens overtagelse, mens de tyrkiske cyprioter (17%) tvivler på, at de vil blive tilgodeset. Dette fører til en del angreb på det britiske militær mellem 1955-58. Storbritannien foreslår flere løsninger herpå, bland andet selvstyre af enkelte områder. De tyrkiske cyprioter ønsker dog indflydelse og vil, at øen bliver delt mellem Tyrkiet og Grækenland.I 1959 mødes den tyrkiske leder og den græsk cypriotiske ærkebiskop i Zürich. Her kommer de op med en fælles plan, som vil give Cypern mulighed for at blive ét samlet land. Aftalen indebærer blandt andet, at Storbritannien trækker sig delvist tilbage og lukker to militærbaser. Desuden må der ikke indgås nogle økonomiske eller politiske alliancer mellem Cypern >< Grækenland og Tyrkiet.  Den politiske magt fordeles således: 70% (græsk) og 30% (tyrkisk).

 Den grønne linje optegnes

Den grønne linje adskiller Nord- og Sydcypern (kilde: wikipedia)

Det viser sig dog at være en større opgave at gå fra at være en koloni til et selvstændigt land. Ekstremister fra begge sider protesterer og arrangerer voldlige angreb. I 1963 bryder der et større oprør ud, som deler den græske og tyrkiske befolkning.  De cypriotiske tyrkere trækker sig fra regeringen og beskylder præsidenten ærkebiskop Makarios (græsk cypriotisk) for ikke at gøre nok, for at slå oprøret ned og for at sikre begge parters indflydelse i regeringen.  I 1964 sender FN derfor en fredsdelegation til Cypern. Major-generalen Peter Young opdeler landet ved at tegne en grøn linje på kortet, hvoraf navnet ’den grønne linje’ opstår. Dette opdeler ikke blot landet, men adskiller også delvist den tyrkiske og græske befolkning. Tyrkerne i nord og grækerne i syd.

Cypern bliver delt i to

Både England og USA har på dette tidspunkt dybere interesse i Cypern – den kolde krig raser og med base på Cypern, er det lettere at holde øje med Sovjetunionen. Derudover formodes den græsk cypriotiske leder Makarios at være kommunist og Grækenland og USA frygter, at endnu en Cuba-krise er under opsejling (bare i Middelhavet). Makarios har nemlig flere diplomatiske møder med Sovjetunionen.

I juli 1974 begår det græske militærstyre et CIA støttet statskup. Kuppets mål er at indsætte en mere pro-vest regering. Den 15. juli, prøver en græsk militærgruppe på 180 mand at dræbe Makarios, men han undslipper. Målet med dette angreb er at gøre Cypern til en græsk stat. Med Makarios ude af vagten indsættes en ny præsident, Nikos Sampson, som er kendt for at have tætte rødder til det græske militærstyre.Blot fem dage senere ankommer flere tyrkiske troppe nær Kyrenia under påskud om deres rettighed til at genoprette en lovlig regering. Tyrkerne får hurtigt opsat en brigade omkring Kyrenia samt forbinder sig med Nicosias nordlige del. Den græsk cypriotiske hær prøver at stoppe dette fremtog, men er i undertal og allerede den 23. juli bliver det græske militærstyre slået og må trække sig.

Der indsættes en ny demokratisk regering og Sampson afsættes og erstattes af Glafkos Clerides, medlem af den demokratiske regering. Kort tid herefter mødes Cyperns tre styrer; Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet i Geneva for at diskutere situationen, som den tidligere indgået aftale mellem de tre fremskriver. Det viser sig dog hurtigt at være umuligt at få Tyrkiet til at trække deres styrker tilbage, som på dette tidspunkt kontrollerer 37% af Nordcypern. Selvom Storbritannien og Grækenland vedbliver at statskuppet kun tjente et forsvarsspørgsmål i forhold til at forhindre et kommunistisk styre samt lover, at indsætte den retmæssige regering, så fastholder Tyrkiet deres ulovlige besættelse.

Forsøget på at forhindre en Cuba-krise viser sig at blive en blodig affære og resulterer i landets endelige opdeling. De 190.000 græsk cyprioter der bor i Nordcypern bliver enten dræbt eller fordrevet til Sydcypern. De mister deres hjem, job og virksomheder. Samtidig flytter 50.000 tyrkisk cyprioter fra syd til nord. Flere huse, områder og endda en hel by ligger stadig den dag i dag øde hen. Republikken Cypern mister nogle af sine bedste områder, to store byer, en indbringende citrus-industri og sidst men ikke mindst turistinfrastrukturen. FN har lige siden oprethold fred og orden langs den grønne linje.

Den Tyrkiske Republik Cypern

Nordcyperns flag (kilde: Wikipedia)

I 1983 erklærer Nordcyperns præsident Rauf Denktas Nordcypern for en separat stat under navnet ’Turkish Republic of Northern Cyprus’. Staten er dog kun officielt anerkendt af Tyrkiet. Du kan læse mere om Nordcypern her.

Cypern søger om optagelse i EU

Både Cypern og Tyrkiet søger om optagelse af EU. Men kun Republikken Cypern i syd optages. Hverken Nordcyperns tyrkiske republik eller Tyrkiet bliver optaget, en af grundende værende den endnu uafklarede sag med den ulovlige besættelse af Nordcypern.

Grænserne åbnes mellem nord og syd

I april 2003 beslutter Nordcyperns præsident Rauf Denktas pludselig at åbne nogle af grænseovergangene. I dag er der 7 åbne overgange langs den grønne linje og besøgstiden er forlænget til op til 3 måneder ad gange. Samtidig prøvede den daværende Generalsekretær for FN, Kofi Annan, at forene Cypern og gøre øen til et land med to stater og ligelig fordelt magt. Både i nord og syd går de politiske ledere til valg for at få et ’Nej’ – 76 % i Sydcypern stemmer nej, mens 65 % i Nordcypern stemmer ja. Grunden til Sydcyperns overvejende nej er, at de vil få mindre juridisk magt end den oprindelige aftale i 1974 og fordi Tyrkiet vil få lov til at beholde deres militær på øen.

Økonomisk rutschetur og optagelse i Eurozonen

Efter 1974, hvor landet bliver delt, bliver der brugt mange kræfter på at opbygge Sydcypern igen. Op gennem 80’erne forbedres Cyperns økonomi og man er på vej mod en opgangsperiode. I 1999 åbner Cyperns børs og mange private investerer heri. Men allerede i starten af år 2000 dykker børsen drastisk og mange mister størstedelen af deres formue. Turiststrømmen forbliver dog konstant indtil sidst i 2002. 2008 siges at være det værste år turistmæssigt, mange bliver væk pga. stigende priser efter Cypern bliver del af Eurozonen (1.1.2008).

Betalingsvanskeligheder & bankkrise

I 2012 kommer Cypern i betalingsvanskeligheder og må bede den europæiske nationalbank om en økonomiskhjælpepakke.  For at kunne modtage pakken, er der visse krav, som skal opfyldes. Dette fører til mindre oprør foran bankerne og regeringen i hovedstaden. Cypern kommer dog op med en løsning og modtager pakken.Den seneste økonomiske undersøgelse foretaget af EU (november 2014) fastslår, at omk. 40 % af befolkningen har risiko for falde under fattigdomsgrænsen. Størst er risikoen for ikke-EU borgere bosat i Cypern. Flere butikker har også måtte se sig nødsaget til at lukke og mange bygninger er aldrig blevet bygget færdigt. Det til trods, er der stadig mange som forsøger lykken og åbner nye butikker og restauranter. Turistantallet er langsomt stigende, men det kunne godt mærkes, at Nordeuropa var ramt af en varmebølge hen over sommeren i 2014, hvilket fik folk til at blive hjemme.