Video og sidste nyt

Det er jo efterhånden noget tid siden, jeg sidst har fået skrevet noget fornuftigt på bloggen, så i dag er dagen, hvor der gøres et forsøg, mens Mikkeline sover. Jeg passer hende denne weekend, så det er rart at få lidt pause og tid til at fokusere på noget sjovt, for my god, hvor er det kedeligt at lege med dukker :)

Det er nu ellers ikke fordi der sker det store i hverdagen for mig, og det er efterhånden blevet hverdag hernede, hvilket er ret lækkert. Jeg har dog fået styr på det hele mht. bankkonto (læs om uhyrlighederne her) og jeg har bl.a. fået hentet mit hævekort, min kode og fået adgang til online bank.

Det tog selvfølgelig tre besøg, men den første var dog måske lidt min egen skyld – jeg burde da have vidst, at de kun havde åben fra 8.15-13.30 hver dag, og at det var omsonst at kigge forbi efter arbejdstid.

Udsigt

Her ser I i øvrigt min udsigt, mens jeg står og venter på elevatoren på vej hjem fra arbejde

Betday.dk lanceret

Arbejdsmæssigt så fik vi i sidste uge langt om længe lanceret vores ene site til Danmark, www.betday.dk, så det er jo rigtigt godt. Det er overraskende så problematisk det skal være, at få oversat tekst til korrekt dansk, men det er lykkes ganske tilfredsstillende.

Jeg synes faktisk også, at siden ser ret lækker ud, men det må jo så være ros til vores grafiske designer. Men nu er der altså et nyt online casino, betting og poker-site til det danske folk, med 10% bonus op til €50 på første indbetaling i betting-sektionen og 200% på første indbetaling til poker op til €1000.

Nu hvor reklamen er overstået vil jeg gå videre til den egentlige grund til dette blogindlæg

Video af lejligheden

Min kone siger. at de billeder, jeg tidligere har lagt på bloggen, ikke giver et særligt godt billede af lejligheden. Derfor har jeg – kreativ som jeg jo er – i bedste dogmestil fanget kameraet og begået videoen herunder, kun ved hjælp af håndholdt kamera og naturlig belysning.

Folk fra Danmark…

…savner man jo lidt. Derfor er det også lækkert, at vi har mulighed for at snakke med folk over Skype en gang i mellem. Da vi selvfølgelig kun har adgang til den lovede båndbredde på vores internet, når andre ikke rigtigt bruger båndbredde,  hakker lyd og video en smule af og til, men sådan ligger landet jo.

Som en lille spøjs historie hernede fra, kan jeg nævne, at vi på mit arbejde i torsdags var ude og investere i en strøm backup til undertegnede på arbejde. Det bliver nødvendigt, da der inden længe forventes blackouts på strømnettet. Grunden er noget så simpelt som, at turistsæsonen snart starter for alvor og det betyder, at der kommer rigtigt meget tryk på airconditionen, og det kan landet selvfølgelig ikke levere strøm nok til. Og tilsyneladende heller ikke formå at planlægge sig ud af. Det skal nok blive spændende.

Men sådan er livet hernede – der er en meget afslappet holdning til alt og mere eller mindre alle i den offentlige sektor er efter sigende småkorrupte, inkompetente eller begge dele.

Vejret

Men vejret har været godt den seneste måned – ikke en dag under 20 grader og ikke en dag over 27 grader. Dog var der den ene dag en lidt spøjs oplevelse. Dagen startede som altid med godt vejr og sol, men pludselig omkring kl. 10 stod vinden helt still og disen kom kravlende ind fra havet. I kan ikke se det på billedet, men det var spøjst at se, hvordan disen vandrede op fra havet og op mod bjergene.

Dis og ingen vind

Hav en fortsat god søndag – eller hav en god mandag, hvis du først læser det i morgen. Jeg håber du har nydt læsningen og føler tang til at skrive en kommentar herunder :)

/Morten

Har du spørgsmål eller kommentarer er der kun en løsning. Skriv dit spørgsmål eller din kommentar herunder

Loading Facebook Comments ...
Loading Disqus Comments ...