En af de første uger, efter ankomsten til Cypern, skulle der jo udbetales løn. Da jeg endnu ikke havde fået oprettet en bankkonto, fik jeg muligheden for, at få det udbetalt via check i banken. Det lød som en god plan, så af sted til banken gik det.
Vi stod i kø lidt, og jeg skulle vise mit pas, da vi kom til kassen. ”You look like Matt Damon,” lyder det så fra bankmanden. Jeg er lidt forvirret, så der går lige et sekund inden jeg fanger det helt. Men min chef, som står ved siden af, griner, så vi har åbenbart fået en office-joke om undertegnede.
Gad vide om han var sjov eller flirtede? Man ved aldrig med de grækere…
Kunsten at oprette en bankkonto
Senere skulle jeg jo også have oprettet en konto i banken og det var jo relativt oplagt at vælge samme bank firmaet og mine kolleger. Der ligger også en afdeling 5 minutters gang fra vores lejlighed, så det er jo lige i skabet.
En af mine kolleger – Niki fra Finland – tilbød at hjælpe. Og det skulle nok vise sig at være en ganske heldig løsning. Vi kom til banken og jeg kommer op til kassen for at fortælle, at jeg ønsker at oprette en konto, da jeg lige er flyttet til og gerne vil have en konto til at modtage løn på.
Jeg har naturligvis medbragt pas og lejekontrakt som bevis for adresse. Så langt så godt – Man kan jo næppe forestille sig, at en bank vil ligge de store forhindringer i vejen, når man vil oprette en konto hos dem.
Anyways, kasseren kigger lidt tvivlende på mig, men tager da imod mit pas og lejekontrakt. Der går selvfølgelig kun få sekunder, før første problem dukker op. ”Your rental contract is in Greek – Do you understand Greek?”. Jeg må jo erkende, at det ikke er en af mine kompetencer, så jeg får at vide, at så ved jeg jo ikke hvad der står i den og hvordan kan jeg så vide, at det er den rigtige adresse. Hun vil se en utility-bill, og jeg må igen forklare, at jeg lige er flyttet til og derfor ikke har modtaget en endnu. Så kan jeg ikke oprette en konto… Heldigvis kommer Bank Manageren forbi og vil høre, hvad det hele handler om. Vi får forklaret det hele til ham og han kan så raise kravene med, at jeg også skal vise en yellow slip (Det har Lotte også været ude for – læs om det her), men den kan jeg tidligst få, når jeg har været til samtale med immigrations office – vi har en tid d. 29. juni – LOL…
Hvorom alting er – vi må forlade banken med uforrettet sag og når lige at få at vide, at jeg skal oprette kontoen i en afdeling 30 km væk, da vores virksomhed først oprettede konto der.
Vi ringer til min chef – som jo trods alt er relativt indfødt – og 15 minutter efter ringer hun tilbage og siger, at nu burde vi kunne få det igennem. Til banken igen, og nu går det hele ret glat. Tilsyneladende har min chef haft ringet til den originale afdelingsmanager (30 km væk), sat ham ind i situationen og han har ringet til den lokale afdelingsmanager, som nu forstår det hele. Adressen blev også verificeret af min udlejer, som arbejder i samme bank også, så det gik også glat. Så denne gang tog det blot lidt tid og det hele blev løst. Jeg skulle blot love at kommer med utility bill og yellow slip snarest muligt… Yea right.
Nu skal jeg blot vente en uge (den er gået) før de ringer fra banken og siger, at de har modtaget mit hævekort. Et par dage senere skal jeg efter sigende hente min pin-kode. Gennem hele den anden seance, står bank manageren nidkært bag, og kommenterer på alt – det var lidt underholdende…
Men tak – Alpha Bank…
Oprette internet
Internet skal man som moderne menneske også have. Jeg har – siden jeg kom herned – haft rigtigt meget tid til kone og barn, så det skal selvfølgelig saboteres. Jeg fik af mine kolleger at vide, at det tog 4-6 uger, før det var i orden, så det var jo bare at klø på. Sidste torsdag (26. april) var jeg derfor på besøg hos CYTA for at få det arrangeret. CYTA er det nationale teleselskab og har mere eller mindre monopol-tilstand, så det er selvfølgelig rockerdyrt og langsomt. Jeg havde bestemt mig for en 8Mbs/768Kbs-linje, og det må vi slippe den smalle sum af €77 om måneden for + €125 i oprettelse…
I torsdags – én uge efter bestillingen – sidder vi så herhjemme med internet, som virker. Rart når det går godt. Men det er jo Cypern, så det skal jo ikke være let.
Cyprioterne har ikke de samme stik til internet-adgang som derhjemme, så man kan ikke bare plugge sit eget direkte i. Man får derfor en router med – problemet er blot, at alle passwords til alle routere (også fremtidige) blev lækket i 2007 eller noget, så ALLE suger maks på alle andres trådløse adgangspunkt… Alternativt køber de en boks, som hacker dit trådløse netværk og skaffer dem adgang… Det er lidt morsomt.
Vel vidende om ovenstående, ville jeg gerne ændre koden til det trådløse netværk, så jeg loggede på routeren – eller det troede jeg, at jeg skulle. Man får ikke udleveret det brugernavn og adgangskode, som er default for routeren, så jeg måtte have fat i supporten: ”What do you need that for? You don’t need that for anything – You already have a password for the wireless”
Jeg insisterede dog, så den samtale havde vi i 10 minutter, før hun snakkede med sin supervisor og jeg fik brugernavn og adgangskode. Og jeg kunne komme på.
Sådan er det tilsyneladende hver eneste gang man skal i kontakt med noget som helst, som bare er det mindste officielt – Dog tog det kun 10 minutter at få flyttet elektricitetsregningen over i mit navn – mod et depositum på €100 – så lidt fungerer dog. Man kommer vidst bare længst med tålmodighed og at trække på skulderen en gang i mellem – Desværre er det kun den ene af de to, der er blandt mine styrker
Store dyr
Jeg vil slutte af med et billede af et af de lokale dyr. Jeg må indrømme, at det er lige før jeg går i en bue uden om – så store er myrerne hernede, som det ses på dette billede:
Vi arbejder jo også lidt på, at gøre lejligheden lidt mere hyggeligt, så den anden dag fik jeg følgende spændende gave af min yndige kone:
Men ud over ovenstående galde, går det jo rigtigt godt hernede. Det er rigtigt dejligt varmt hernede og solen skinner. Godt nok er lanceringen af et af vores brands blevet udskudt pga. vores leverandørs problemer med at få det godkendt af Spillemyndigheden, men til gengæld, kan vi så se frem til at lancere poker, betting og casino tidligt i næste uge.
Jeg håber I har det godt og husk nu – Skriv en kommentar eller hilsen herunder
/Morten