Udsigten og endnu en bankanekdote

I sidste blog, med en videotour af lejligheden, var der lidt klager over, at jeg hurtigt sprang over udsigten… Det vil jeg lige forsøge at råde bod på. – Som I vil se, er det ikke helt uden grund.
Faktisk har de fleste af billederne være klar i nogle uger, men jeg har ikke lige fået taget mig sammen og lagt dem op.

Men herunder følger der billeder af udsigten. Vi starter på altanen – Husk du kan klikke på billederne, for at få en større udgave :)

Udsigten fra altanen

Det er nu dejligt at have en altan. Det giver mulighed for lige at komme lidt udenfor, og Mikkeline har et sted hun kan fræse rundt udenfor, hvor hun (og hendes forældre) ikke skal tænke så meget over, hvad hun laver. Der er ret frit spil.

Vi starter med udsigten fra højre mod venstre:

Her ser vi genboens hus. Som det ses, er det endnu en af de lokale, som er så optimistiske, at de regner med at skulle bygge endnu en etage på et tidspunkt.

Udsigten ud over skolens boldbane – Det er synd, at sige at udsigten er inspirerende. Til gengæld lader det til, at bygningen med de ødelagte vinduer er et populært sted for de unge at mødes og gøre hvad unge nu gør

Det er et populært sted at gå hen med hunden, når den skal forrette sin nødtørft. Det er Mikkeline selvfølgelig yderst fornøjet med, da hun får set masser af hunde

Når det bliver nat, hjælper det dog meget på udsigten (men det gør skygge jo ved mange ting).
Her er det et billede fra sidste fuldmåne, hvor månen mere eller mindre lige er kommet frem over horisonten.

Her har vi udsigten, når man kigger ned fra altanen.
“Det var dog en ualmindelig flot parkering,” tænker du sikkert og “gad vide hvorfor, der er en bil med i bloggen?”, vil givetvist være det næste, du tænker.
Det bliver du sikkert ganske meget klogere på, jo mere du læser af blogposten.

Udsigt mod øst

De næste to billeder er udsigten fra vinduet, lige til venstre, når man kommer ind i lejligheden.

Her har vi udsigten mød øst. Det er noget pænere, når der er nat, hvor man kan se lysene fra husene i bjergene. I forgrunden har vi naboens hus, som ikke er færdigbygge, og som traditionen tro, er klargjort til næste etage

Udsigten fra soveværelset

Heller ikke udsigten fra soveværelset er noget at råbe hurra for. Heldigvis startes der ofte kl. 6 om morgenen, så man heller ikke går glip af morgengryet. Det er alle tiders.

Vinduet er vendt mod vest, og her ser vi til højre ud af vinduet. Lastbilen i forgrunden larmer en smule under kørsel. Men ellers sker der ikke meget på pladsen, end et par lastbiler, som står der for natten.

Her ser vi til venstre ud af vinduet. Heller ikke en fantastisk udsigt, men sådan må det jo være. Heldigvis kan Mikkeline godt lide at løbe rundt og sparke til en bold derude. Lidt godt gør det trods alt.

Mere om banker

Det er jo efterhånden et tilbagevendende tema (læs evt. mere om min mening om Cypriotiske banker), men jeg har endnu en anekdote, fra mine møder med de lokale banker og bankfolks kompetencer – eller mangel på samme.

Da vi jo havde besluttet at vi skulle købe en bil – det er simpelthen for varmt at gå frem og tilbage i 40 grader – skulle der jo også betales for den. Dertil var en bankcheck jo en ganske udemærket mulighed, så jeg drog en tidlig morgen i banken på vej på arbejde for at få lavet en bankcheck til betaling af vores nye køretøj (Ja, det er den tidligere omtalte yderst velparkerede bil).

Jeg havde jo lidt forestillet mig, at det kunne tage nogle minutter, men når man er ansat i en Cypriotisk bank, skal man åbenbart være inkompetent. 30 minutter og 3 forsøg på at stave modtagerens navn korrekt (skrevet af fra et stykke papir) senere, stod jeg med en check i hånden og var på vej ud af banken. Det er åbenbart en kompliceret affære at skrive Key Cars og ikke Key Cards

I det lokale zoo

Men ellers er alt ved det gamle. I dag var vi på vores første tur i den nye bil og vi bestemte os for at køre i Pafos Zoo. Tidligt af sted for at undgå den værste varme, ankom vi kl. 10 efter en kort omvej, da vi undgik et bemærke et frakørselsskilt til Zoo’en.

Det var meget hyggeligt, men der er desværre ikke billeder fra turen, da Lotte tilsyneladende har arvet familietalentet for at tage billeder, og derfor har investeret tid i en masse billeder, hvor net og hegn er i fokus, mens dyrene i baggrunden ligner en umiskendelig fedtplet på linsen.

Men de lignede de rigtige dyr, og der var bl.a. kænguruer, aber, papegøje- og ugleshow, giraffer og køer. Og naturligvis en legeplads.

Et af de store øjeblikke fra dagens tur i Zoo. Det er vildt, det er farligt og det er sjovt

Skibsfart

Cypern er jo en ø, og øer har en tendens til at ligge midt i vandet, hvor skibe jo oftest også ønsker at sejle. Det giver jo af og til også nogle sammenstød, som f.eks. dette, som vi kørte forbi på vej hjem fra Zoo

Det er ikke altid let at navigere til søs, når der pludselig ligger en ø

Det kunne jo være, at de bare var kommet for tæt på øen under forbisejling, men det kan vi jo afkræfte med dette billede, fra samme position, men til venstre.
Vi taler altså om et skib, som har overset et land, som var det en simpel Storebæltsbro… Søndagssejler

Men det var også slut for i dag – man skal vel varme op til det absolut vigtigste inden for nærmeste fremtid – Aftensmaden – efterfulgt af Danmark – Tyskland… Jeg håber og håber, men har på fornemmelsen, at jeg må gå skuffet i seng i aften – Men sådan er der jo så meget.

Tak for tiden og lån af din skærm – Jeg håber vi læses ved inden længe igen.

/Morten

PS. Hvis du ikke har gættet det, er det naturligvis min yndefulde parkering, du har nydt på et af de ovenstående billeder

Har du spørgsmål eller kommentarer er der kun en løsning. Skriv dit spørgsmål eller din kommentar herunder

Loading Facebook Comments ...
Loading Disqus Comments ...