Kategoriarkiv: Transport (fly-bil)

Taxa på Cypern – Undgå at betale for meget

Eksempel på taxa på Cypern - en typisk taxa på Cypern er en Mercedes, størstedelen af gammel årgang.

Eksempel på taxa på Cypern – en typisk taxa på Cypern er en Mercedes, størstedelen af gammel årgang.

Der er et væld af taxaer i Cypern, og som turist på Cypern kommer du nok i rigtigt mange tilfælde til at tage en tur med en taxa. Har du bestilt en rejse til Cypern om sommeren er det simpelthen for varmt at gå, hvis man skal bevæge sig meget længere end fra solsengen og op i baren eller isboden.

Som altid, når man er et nyt sted, er det en god idé at tænke sig lidt om, inden man sætter en taxa i gang. På denne side har vi samlet gode råd omkring taxaer fra vores erfaringer gennem den tid vi har boet på Cypern. Det har vi gjort siden april 2012.

Læs dem igennem og husk dem, når du bestiller en taxa – Det sparer dig let penge og unødvendige diskussioner om beløbet og giver dig et par gode fif, så du står i en bedre situation, når du skal forhandle prisen.

 

3 gode råd – Sådan undgår du at betale for meget for en taxa på Cypern

  1. Aftal en pris på forhånd
  2. Betal ikke forud
  3. Kører du på taxameter, så sørg for at kunne se det hele tiden

Så simpelt er det er at sikre, at du ikke betaler for meget for din taxa, når du er på Cypern. I slutningen af siden, har jeg et afsnit med relevante spørgsmål og svar om brugen af taxaer på Cypern, men det vigtigste er de tre punkter herover.

Alternativerne til taxa i Cypern

Hvis du i stedet vil leje egen bil, så gå videre til vores side om billeje i Cypern. Husk også at læse vores guide med gode råd til at køre bil i Cypern inden du sætter dig bag rattet.

>> Lej bil i Cypern her <<

Hvis du bare skal have transport fra lufthavnen, kan du med fordel booke transport med Resorthoppa – Det er let og billigt, og du har styr på transporten på forhånd.

Med mange rejseselskaber bliver det let billigere at tage en taxa eller arrangere anden transport til hotellet. Desuden slipper du for at skulle forbi andre hoteller først og sætte andre rejsende af. Dette gælder dog kun, hvis rejseselskabet tager sig betalt for transport til hotellet, men det er absolut værd at overveje, hvis du f.eks. har bestilt en afbudsrejse til Cypern.

Nu vil vil jeg beskrive lidt mere om taxa-kulturen på Cypern, som forhåbentlig vil give en lidt bedre forståelse for, hvorfor det fungerer som det gør.

Taxa på Cypern – baggrund

Lang taxa på cypern

En del taxaer på Cypern er gamle, lange Mercedes’er. Det koster ikke ekstra, at det er en stor taxa, med mindre der er 5 eller flere om bord. Kilde: Wikimedia

Overordnet set, er der for mange taxaer om buddet på Cypern. I de senere år har cyprioterne måttet se færre turister tage på ferie på øen (bl.a. pga. usikkerheden omkring landets og bankernes økonomi). Det betyder selvfølgelig meget for taxa-chaufførernes indtjening, og selv om det er højsæson, vil mange af dem alligevel ikke tjene som de gjorde tidligere. Det er primært fordi, der er alt for mange i forhold til efterspørgslen, hvilket naturligvis resulterer i færre ture.

Mange steder – især, hvis du sammenligner med Danmark – forventes det, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen. Men det går i bedste fald langsomt med tilpasningen på Cypern. Og det betyder altså ikke, at prisen som sådan falder.

Som turist er taxa-chaufførerne i hvert falde opsatte på at tjene på dig – ligesom det er tilfældet på stort set alle andre turistdestinationer.

Få taxaer kører efter taxameter

Ifølge lovgivningen skal taxaer på Cypern køre efter taxameter. Men som mange andre tilfælde, bliver lov opfattet som vejledninger. De fleste taxaer kører ikke på taxameter, med mindre det er til deres fordel.

Der er selvfølgelig forskel på taxaer og chauffører, men som turist vil du oftest være på herrens mark. Nogle taxa-selskaber eller taxa-chauffører kører efter taxameter, men det er et fåtal. Resten kører med et visitkort diskret placeret over deres taxameter, og hvis du ikke har aftalt en fast pris inden, kommer du i hvert falde til at betale mere end nødvendigt. Ofte markant, da taxametret i nærmest alle tilfælde vil have været længe i gang, før du sætter dig ind i en taxa på Cypern.

Skulle du komme i situationen, får du formodentlig ikke meget ud af at brokke dig voldsomt over det. Fortæl ham i stedet, at så meget vil du ikke betale, og find et kompromis. Han vil fortælle dig, at du tager brødet ud af munden på hans børn og true med politiet, men det er givetvis en sandhed med modifikationer. Og han er ikke interesseret i at tilkalde politiet. Men hvad gør man ikke, for at tjene et par € ekstra?

Som lokal har vi selvfølgelig lettere ved at gennemskue det, da vi (efter at have betalt for erfaringerne) efterhånden har styr på rimelige priser lokalt samt hvilke chauffører, der er fair.

Men et godt eksempel på mentaliteten hos mange taxa-chauffører er, at selv om han eller hun ved, at jeg er lokal og at jeg dermed er en god mulighed for en fast kunde, vil han eller hun stadig forsøge at skrue prisen op. Det giver selvfølgelig chancen for få euro ekstra den ene gang, men betyder også, at det er eneste gang, chancen opstår. Det er lidt typisk for den cypriotiske mentalitet.

Et klassisk trick overfor turisten

Det helt klassiske trick overfor en turist er, at chaufføren vil komme af sted så hurtigt som muligt. Hvis du ikke får aftalt en pris på forhånd og blot læner dig tilbage med forventning om at blive behandlet fair, så ender du med at måtte hive mere ud af muldvarpen end du havde håbet.

Taxaer fra lufthavnene

Typisk vil du så snart du kommer ud fra lufthavnen i Larnaca eller Paphos blive antastet af en person, som er yderst interesseret i, at du kommer til din destination med taxa. Det er ganske normalt og den almindelige praksis i lufthavnene på Cypern.

Der er ikke specielt dyrt at tage en taxa fra lufthavnen – Det er billigere end at gøre tilsvarende i Danmark. Faktisk har Department of Road Transport udgivet en oversigt over godkendte takster fra lufthavnene i hhv. Paphos og Larnaca  til forskellige populære destinationer. Du kan se oversigten her (på engelsk og åbner i nyt vindue).

Der er forskel på, hvad du skal gøre, afhængigt af, om du blot hyrer en taxa i lufthavnen, eller du har bestilt en taxa til at hente dig. Hyrer du en vogn i lufthavnen, er det bedst at følge de lokale standarder.

Herunder kan du læse, hvordan det fungerer i de to lufthavne på Cypern og hvilke taxi-selskaber, du kan bestille afhentning ved.

Taxa fra Paphos lufthavn

Udenfor lufthavnen i Paphos sidder en mand ved en meget uofficielt udseende trækasse, hvor du betaler for turen forud. Det er heller ikke mere officielt end blot en løs organisering, men det er her, du skal have en taxa. Det er typisk lidt dyrere end taxameter-prisen (10-15%), men det er den måde, det fungerer på. De har ret faste “uofficielle” priser for, hvad det koster at komme til forskellige steder i byen.

Forsøger en ”uorganiseret” chauffør at shanghaje dig udenfor, kan det let ende i fysisk kontakt mellem ham og hans konkulleger. Det sker dog af og til. Der er dog ikke noget at spare ved disse, med mindre du vil have en længere diskussion om prisen, og det er jo ikke lige det man har mest lyst til, når man netop er landet efter en flyvetur.

Men de har helt styr på, hvem der er næst i køen til at få en tur, så lad dem holde styr på det. Det giver færrest “problemer” og starter ferien på den bedste måde.

Ønsker du at bestille en taxa fra Paphos lufthavn, vil vi anbefale følgende:

Cyprus Taxi Service – Book online her

Stevies – Få et tilbud online her

Bestil fra lufthavnen i Paphos med Resorthoppa her.

Taxa fra Larnaca lufthavn

I Larnaca fungerer det reelt på samme måde – dog uden den lidet officielt udseende trækasse med en ”supervisor” bag. Der er taxi-service døgnet rundt – gå blot ud fra ankomsthallen og tag ca. 20 skridt mod højre.

Skal du langt, så sikr dig, at du har fået en fast pris på forhånd eller at taxametret starter på det, den skal. For korte ture til forskellige steder i og tæt omkring Larnaca, kommer du til at betale deres på forhånd fastsatte tarif. Med mindre du gider at tage en længere diskussionen omkring prisen og vil stå fast på priserne i det officielle dokument, som der er linket til et nogle linjer herover. Det er dog op af bakke, og de giver sig næppe, da de også skal tage hensyn til deres kolleger i lufthavnstaxi-kartellet.

Hvis du skal bestille en taxa til at hente dig i lufthavnen i Larnaca, kan du overveje følgende:

Green taxi – Få en pris online her

Your Cyprus taxi – Se priser her

Bestil med Resorthoppa fra Larnaca lufthavn her.

Personligt bruger vi oftest en anden chauffør eller Travel Express’ taxi-busser. Sidstnævnte kan kun bestilles ved at ringe tidligst dagen før og er en smule ustabile.

Spørgsmål og svar om taxaer på Cypern

Skal jeg give drikkepenge?
Nej, det er ikke nødvendigt. Har du fået en rigtig god service, er der selvfølgelig ikke noget i vejen for, at give lidt.

Kører taxaerne med taxameter?
Nogle gør. Lovgivningen siger ganske vidst, at de skal, men på Cypern er meget af lovgivningen i bedste fald vejledende. Typisk vil taxachauffører have deres visitkort liggende over deres taxameter for at skjule prisen samt at de i mange tilfælde vil have startet taxametret før tid.

Jeg fik et visitkort af taxa-chaufføren – skal jeg ringe til ham næste gang jeg skal bruge en taxa?
Hvis du har fået en god transport for pengene, så gør det. Vær dog obs på, at alle taxachauffører nærmest kaster dem efter folk – Også selv om de lige har snydt dig, og de ved, at du ved det. Kundeservice er sjældent noget, taxachauffører gør meget i.

Hvordan forklarer jeg, hvor jeg vil hen?
Håb på, at du skal til et populært hotel, en populær restaurant, bar eller kendt plads. Du får intet ud af, at opgive en adresse. Alt i Cypern, som ikke er et større hotel, restaurant eller en plads, ligger i folks bevidsthed over for et eller andet. F.eks. en kiosk (udtales Periptero på græsk) ved siden af et hotel eller et hotel, som ligger overfor en kiosk.

Turen til Danmark via Ercan

De forsvundne danskere giver atter lyd fra sig. Vi skriver nu 2014 og nye og spændende eventyr ligger forude. Hvem ved hvad året bringer!?VedVandet 

Som i nok har bemærket, er dette ikke vores oprindelige blog, som jeg skriver fra, men en ny og den, som i fremtiden vil blive delt med jer. Hvorfor nu lave en ny blog? Jo, af den simple grund, at vi har besluttet os for at springe ud i et nyt eventyr- hvor vi vil hjælpe kommende rejsende til Cypern med at finde ud af, hvordan de kommer til Cypern, hvor det er godt at bo samt hjælpe turister, som allerede er her, med at finde ud af, hvad der er værd at se og hvor der er godt at spise.

Besøg på Cypern

Vi både sluttede og startede året med besøg hjemmefra, Mortens forældre var her som sagt den første uge efter Jamies fødsel og mine forældre kom og hoppede ind i det nye år med os.

I nær fremtid vil besøgssæsonen atter begynde, startende med min mor, derpå svigerfamilien og familien Kirkegård, men hvem ved, hvor mange der lægger deres vej her forbi. Vi glæder os allerede til at hilse jer velkommen og vise jer, hvordan vores liv og færden her på Cypern er.

Ercan (Lufthavnen på NordCypern)Cypernmap

Da vi af naturlige årsager ikke var i Danmark til jul og nytår (manglende pas til sidste skud på stammen), valgte vi at tage en uge hjem i februar. I samme ombæring stod den også på 60 og 80 års fødselsdag samt Jamies dåb.

Da vi i sin tid bestilte flybillet til turen, var den korteste tur med afgang fra Ercan (Lufthavnen på Nord Cypern) via Istanbul til Billund. Hvilket også sparede os togbilletten tværs over Danmark fra KBH til Herning.

Turen til Ercan

Vores tur til Danmark started kl 00.00, ifølge rejseplanen vil det tage 2 timer at køre fra vores bopæl i Paphos (pafos) til Ercan. Vores fly afgik kl 4.30, dermed havde vi indberegnet en buffer til diverse forhindringer.

Blå blink

På køreturen ser vi en billist i modsatte retning, som er blevet stoppet af politiet. Morten og jeg sidder så og joker med, at han fik en fartbøde for et par uger siden, og kæphøj som manden jo kan være, så får han lige skudt ud mellem sidebenene, at det er for dumt at blive stoppet når det er mørkt.

Hertil skal lige nævnes, at politiet, i dagslys som i mørke, kører med deres blå blink tændt (dog uden lyd). Fartgrænsen på motervejen er 100km/t, men vi har ladet os fortælle, at holder man sig på 119km/t bliver man ikke stoppet.

Morten har måske ikke helt holdt denne guideline, da det jo er nat (=mørkt og nemt at se politiet) og der er meget meget få biler på vejen.

Til den ivrige læser, må jeg nu skuffe jer, for han bliver ikke stoppet, men men men…. han er dog ved at træde i spinaten – men vælger i stedet at træde på bremsen. Vi når nemlig et stykke med vejarbejde og hastighedsnedsættelse, og der bag en skurvogn, der holder sørme en politibil og gemmer sig  – men som sagt ingen forhindring (i første omgang).

Pigtråd & omvej

Vores rejseplan har valgt en rute for os, som vi nøje følger – den endte dog i et pigtrådshegn! Til dem som ikke kender til Cyperns historie, så er Cypern delt op i en nordlig og sydlig del. Den nordlige tilhører tyrkerne og den sydlige cyprioterne – hertil hører sig en masse historie og kampe, som jeg ikke lige kommer nærmere ind på nu. (læs mere her)

På grænsen mellem de to dele – også kaldet den grønne linje – er der som sagt opsat pigtråd (og ikke piktråd, som Morten var så sød at pointere). Der er enkelte steder, hvor man kan krydse grænsen, og denne var ikke en af dem!

Omvejen var dog ikke så slem, men det var alligevel vores første forhindring!

Blå blink (del 2)

Nå, så gik den ikke længere! Kort tid efter vi kører ind i Nicosia står der en betjent og vifter os ind til siden. Det gjorde han dog med samtlige biler, som kom kørende! Det viste sig, at de lavede et rutinetjek på alle biler/bilister. De tjekkede, om der nu var betalt forsikring og vejafgift – derudover skulle de også have lidt info ift. Mortens beskæftigelse, adresse mv.

Heldigvis har vi helt styr på detaljerne og havde papirerne ved hånden (jeg havde lige ryddet op i handskerummet, så det var let at finde de rette papirer)

= forhindring nummer 2!

Grænsen mellem nord og syd Cypern

border-crossing-north-south-cyprus

Vi får egentlig let navigeret os igennem hovedstaden Nicosia, med min fortræffelige navigation :)

Da vi når grænsen, som heldigvis er åbn, skal vi først vise pas, derpå have lavet visum og til sidst tegne en ekstern forsikring på bilen, da vores almindelige cypriotiske bilforsikring ikke dækker på nord Cypern. (Der gælder nogle helt specielle regler med privatbiler / lejebiler og forsikring, når man krydser grænsen mellem nord og syd.)

Hvor om al ting er, så er klokken nu to om natten og der er selvfølgelig ingen på arbejde i den boks, hvor man tegner forsikring.

For lige at beskrive grænsen (vi måtte ikke fotografere – fandt dog et billed på nettet): Så kører man først forbi et lille skur, hvor der sidder 2 cyprioter (politi) – her skal man først vise pas på tilbagevejen – derpå kommer man til et oplyst område under et ståltag. Her er der så opstillet 8-10 hvide bokse, hvor man så skal ud af bilen og vise pas mv.

Modsvarende i modsatte retning, står der også 8-10 bokse, hvor man så igen skal vise pas og få stemplet sit visum – inden man kører ned til førstnævnte skur og atter viser sit pas.

Nå, men ham grænsemanden, prøver godt nok at undgå, at skulle kalde en mand ind for at tegne vores forsikring – aller helst ville han lade os vente til den første mand møder ind og dermed lade os sidde i bilen med 2 små børn og vente.

Da vi skal nå et fly, kan han dog godt se, at det ikke er en mulighed. Så han får ringet efter en mand, som efter ca. 20 min. kommer og får lavet vores bilforsikring. Det sjove ved dette er så, at han selv har printerpatroner og computer med i sin taske, umiddelbart ikke noget der er stationært i boksen.

Det koster 25 euro for 30 dages forsikring – så ikke en slem pris. Har ladet mig fortælle, at lejebiler kan betale for så lidt som for 3 dage.

= forhindring nummer 3

Ercan lufthavnErcan Airport

Vi kommer videre fra grænsen og er spændte på, hvad der møder os på den anden side. Man har jo hørt så mange historier og fornæmmet de negative vibrationer mellem nord og syd.

For at beskrive det kort, så er der ikke den store forskel. Sproget er tyrkisk modsat græsk, der er måske lidt længere mellem bygningerne, men ellers er byggestilen den sammen og der er ligeledes mange forladte butikker/bygninger. Jeg kan dog ikke generalisere her, da vi jo kun befandt os på de større veje og ikke i byerne eller turistområderne.

Turen til lufthavnen fra grænsen er ikke så lang, dog er det godt med et kort, da man det første stykke ikke kan være sikker på skiltning (og da slet ikke i modsatte retning: lufthavn -> Nicosia (Lefkosia)).

I Ercan lufthavn, som er en meget lille lufthavn, skal man i modsætning til alle andre lufthavne jeg nogen sinde har være i – have scannet al bagage inden man kommer hen til tjek-ind-skranken.

Tror det hænger sammen med, at man først senere er begyndt at scanne al bagage og de har så valgt at gøre det ved indgangen frem for efter tjek-ind – det sparer muligvis også mandskab, who knows. Vi skulle dog igennem et alm. sikkerhedstjek med håndbagage, som vi kender det fra andre lufthavne.

Parkering og ankomst

Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt man kunne have en bil på cypriotiske nummerplader stående uberøt i Ercan (tyskisk del) – men efter en del søgen på diverse forums, blev vi enige om, at det var ok.

Vores bil var også uberørt, kun en smule mere beskidt end da vi forlod den – Morten brokkede sig vist over en fugleklat. Desuden er parkering her noget billigere end i så mange andre lufthavne. 85 lire (ca 35 euro) for en uges parkering.

Da vi kom retur til Ercan landede vi kl. 1 om natten, tror det var en af de sidste ankomster den nat, for vi fik lov til at gå fra flyet og ind til paskontrollen uden der var nogen transferbus eller nogle linjer vi skulle holde os indenfor – vi kunne bogstavlig talt gå hen og rører ved de parkerede fly.

Vi var nok også de sidste til at forlade flyet, da begge børn skulle i tøjet og det tilmed sovende børn – så hvis jeg ikke lige havde set ryggen af en anden passager, så ville jeg ikke have vidst, hvor vi skulle gå hen!

Vi fik også stemplet vores pas og påført at vi har 90 dages visum til landet (nord Cypern), lidt bøvlet, når nu vi i forvejen havde et visum, som blev afstemplet, da vi forlod Nordcypern igen via bil  – og også noget, som den kære grænsemand ikke helt kunne forstå: vi var jo kørt over grænsen og så pludselig fløj vi også ind i landet og kørte tilbage over grænsen. Det åbenbart ikke hver dag, at cyprioter benytter sig af den tyrkiske lufthavn. Så må vi se, om vi kommer i bekneb næste gang vi vælger at flyve fra Ercan.

Alt i alt, så var det en god oplevelse at flyve med Tuskish Airways og vi blev mødt med et smil i Ercan (måske fordi Mikkeline er lyshåret og vi havde en baby med?) :)

En anden pudsig oplevelse var også, at da vi viste pas i lufthavnen, så var det først, da de så, at Jamie var født på Cypern, at de spurgte til vores visum – eller måske gik det først op for dem der, at der ikke var stemplet i vores pas – who knows!

FædrelandetJamies dåb

Fjerde og femde forhindring på vores tur rammer os først i Billund. Da vi ankommer, beslutter vi, at jeg skal tage børnene med ud til farfar og Morten vil så følge efter med al bagagen. Jeg går mod udgangen og igennem tolden – her undre jeg mig i første omgang over, at der er sat opspæringer op og at alle skal gennem der, hvor de scanner kufferter. Men da jeg kun havde håndbagage, beslutter de, at det er unødigt at scanne det og jeg får frit lov at passere.

Morten derimod, må pænt vente i køen til det bliver hans tur (og vores kufferter kom ikke først ud på bagagebåndet). Han skal så have scannet 3 kufferter samt snakke med en fra beskæftigelsesministeriet, som var ved at tjekke alle der rejste ind, om de nu også havde lov til at rejse ift. dagpenge, kontanthjælp mv.

Lidt af en tidsrøver og det man har mest lyst til er at sætte sig ind i bilen og skynde sig mod Herning.

Det med bare at sætte sig ind i bilen og bare køre, kom hellere ikke til at ske! Det tog nemlig en del tid at finde ud af, hvordan man nu fik fastgjort den ene autostol, da anvisningen ikke var let at gennemskue. Langt om længe kom vi dog af sted og nåede trætte frem til destinationen!

Men hvor om alting er, så havde vi en fantastisk tid i Danmark, travl – men god. Vi fik set en masse dejlige mennesker og fejret både Mortens far, bedstemor og vores søn Jamie.

dåbskage Udover Herning, så nåede vi også forbi Århus, hvor vi boede inden eventyret på Cypern begyndte. Lidt underligt at man for 2 år siden var ved at pakke sit liv ned i kasser og kufferter – vi har dog ikke fortrudt, trods afstanden til venner og familie. Heldigvis er skype opfundet, så vi er tit i kontakt med familie og venner hjemme i gode gamle Danmark :)

Det var alt for nu, der vil i nær fremtid kommet et indlæg om Carnival & Green Monday.

/Lotte