Indhold på siden
En af fordelene ved at bo på Cypern er, at vi kan få frisk lokal frugt og grønt året rundt. Det varme og milde klima er perfekt til at dyrke frugt og grønt i. Er der noget bedre end friske råvarer, som ikke har rejst jorden rundt inden det når ud i butikkerne!
De importerede produkter kan du dog stadig finde, for selvom mulighederne er mange her, er det kun en lille ø. Derudover tager det tid at dyrke frugt og grønt, og mange frugter er modne på bestemte årstider.
Hvad der også er værd at tage med er, at de lokale frugter og grøntsager er noget billigere end de importerede. Dette skyldes blandt andet færre transportudgifter og det faktum, at lønniveauet er noget lavere her end mange andre steder i Europa.
Én ting jeg gerne vil rose cyprioterne for, er, at de forstår at værne om deres lokale landmænd og frugtavlere. Selv de små producenter af frugt og grønt kan sælge deres varer til de store kæder.
Du ser også flere boder langs landevejen, hvor der sælges frisk frugt og grønt. Gør et stop og se hvad de har at byde på – og så støtter du den enkelte frugtavler direkte.
Hvilken årstid er frugterne klar til at blive høstet?
Det er ikke et fremmede syn, at se åbne ladvogne og lastbiler læsset med frugt og grønt. Og mens du kører rundt i landskabet, vil du også se massere af vinranker, bananpalmer og frugttræer. Alt afhængig af, hvornår du besøger Cypern, vil det være højsæson for forskellige frugter.
Hvis der er en bestemt frugt du gerne vil smage på din ferie i Cypern, så se med herunder, for at finde ud af, hvornår du skal rejse til Cypern:
Frugt Årstid for høst
Æbler Juni – oktober
Abrikoser Juni – juli
Advokado Mere eller mindre året rundt
Bananer September – April (de vokser kun i Pafos og er kortere og sødere)
Kirsebær Maj – juli
Figner August – November
Papaya Juni – September
Grapefrugt Oktober – marts
Vindruer Juni – oktober
Honningmelon Sidst i juli – September
Citroner Året rundt
Ferskner Juni – september
Pærer August – september
Blommer Juni – august
Granatæbler September – oktober
Appelsiner Oktober – juni (der er forskellig høsttider for appelsiner, afhængig af sort)
Jordbær Næsten hele året rundt, de smager dog af mest i maj-september
Mandariner November – februar
Tomater Året rundt
Vandmelon Maj – oktober
Japansk Mispel April -maj
Pomelo Oktober – april
Prikkende pærer September – december (også kendt som prickly pears – frugt fra en kaktus)
Anbefalede lokale frugter
Næste gang du skal ud og handle på din ferie, tag ind i en af de lokale frugtmarkeder og prøv nogle af de lokale frugter. Jeg kan varmt anbefale deres vandmeloner, søde bananer, de japanske mispels og pomelo.
Bananer
De lokale bananer er noget mindre og sødere end dem vi kender i Danmark. Perfekte til en hurtig snack eller til ungerne, når i er på tur.
Bananerne vokser dog kun i Pafos-regionen. Du kan ikke undgå at støde på en eller ti plantager, hvis du følger kystvejen fra Pafos til Akamas.
Pomelo
Pomelo er en blanding mellem en grape og appelsin. Den tager dog lidt tid at pille, da skralden er tykkere end fx appelsiners og det ’skind’ der gemmer frugten kan være ret sej. Selve ’kødet’ er mere fast end appelsiners, men du kan let fjerner det fra skindet uden at blive dækket af frugtsaft.
Appelsiner
Bliver vi i samme familie som pomeloen, kan de lokale appelsiner også anbefales. Vær blot opmærksom på, at der er forskellige sorter, og nogle af dem er bedst til friskpressede juice, mens andre giver en sød og velsmagende oplevelse.
Japanske mispel
De japanske mispel minder lidt om blommer, men er sødere i smagen (når moden, ellers kan de godt være lidt bitre). De kan spises med eller uden skrald. Jeg foretrækker at fjerne skralden, som let lader sig fjerne og kan gøres uden en kniv. Mispel frugten bliver dog hurtigt lysebrun, hvis du fjerne skralden, så spis dem friskskraldet.
Prikkende pærer
De prikkende pærer (prickly pears) kommer fra figenkaktussen. De spises bedst afkølet og med skralden skåret af. Som navnet antyder, er det en prikkende/stikkende frugt. Selve frugten er gul eller rød med små brune pletter på. De brune pletter er ikke almindelige pletter. Det er små kaktustorne, som får din hånd til at prikke helt vildt og som er svære at få af igen. Bare spørg min kære husbond!
Det er derfor heller ikke uden grund, at der ved siden af dem i supermarkedet ligger en tang, som du kan tage dem med! Sørg for ikke at rører ved selve skralden, og sæt dem i køleskabet indtil de skal nydes. Brug en gaffel og en kniv til at skære skralden af med, eller vask dem med en børste for at få tornene af først.
Skulle du være så uheldig at få nogle af de prikkende torne på hånden, kan du enten gnide hænderne i madlavningsolie og derpå vaske dem af eller bruge tape til at fjerne dem.
På Cypern sylter man ofte frugten i noget sødt stads eller laver syltetøj mv. ud af dem. Jeg kan ikke helt beskrive smagen, men det minder lidt om mango og granatæbler blandet sammen, da frugtens spiselige sten er lidt hårde i det.
Figen og abrikoser
Danskere er bedst kendt med tørrede figner og abrikoser. Her på Cypern derimod spises de oftest friske. Jeg har ikke altid været den store fan af de tørrede figner og abrikoser, men jeg elsker de friske udgaver af slagsen.
Vandmeloner
Sidst men ikke mindst, så har de nogle fantastisk, saftige og store vandmeloner. Heldigvis kan man købe afskåret stykker, da det næsten er umuligt at nå at spise en hel vandmelon selv. Vandmelonen er rigtig god i sommervarmen. En kold vandmelon er både forfriskende, afkølende og læskende.
Frugt sælges stykvis og til kilopris
Hvis du gerne vil smage flere forskellige frugter, kan du nøjes med at købe én af slagsen. De fleste frugtmarkeder og butikker sælger deres frugt stykvis og prisen afhænger af vægten – lige som i gamle dage i Danmark. Du kan derfor smage mange forskellige frugter, uden at bekymre dig om, at de når at blive dårlige.
Rigtig god smagsprøvning!